Hvordan undgår du at dit barn optager et kviklån

Hvordan undgår du at dit barn optager et kviklån

Kviklån er fristende lån til den studerende, der lever på et stramt budget. I dag er det nemlig nemt og hurtigt at optage et kviklån over mobilen. Måske står dit barn en dag og mangler 2.000 kroner. Der er et godt tilbud på et nyt fjernsyn eller en ny computer, som han/hun bare må eje.

Næste måned er der kun lige til de månedlige udgifter og ups – så fik dit barn ikke lige betalt det første afdrag. Herefter ruller lavinen, og det kan ende med at være en dyr lærestreg.

Omkring hvert andet kviklån, bliver optaget af en ung mellem 18 og 29 år. Det er oftest unge mænd, som optager lånet. Så hvad gør du, hvis din søn eller datter fortæller dig, at de har planer om at optage et kviklån? Eller hvordan sikrer du som forælder, at det ikke sker?

Tag en snak om penge og kviklån

Det kan være svært at snakke om penge. Men som forælder er det vigtigt, at du lærer dit barn, at penge ikke vokser på træerne, samt at det er en god idé at tænke over, hvad pengene rent faktisk bruges på.

Læs også:  Boligstøtte til studieboligen / ungdomsboligen

Her kan det være en fordel, hvis du og dit barn har en snak om: “hvad nu, hvis jeg lige mangler nogle penge til…”, inden den unge flytter hjemmefra.

Det er af afgørende betydning, at der er tillid og fortrolighed mellem dig og dit barn, så din søn eller datter føler sig tryg ved at udtrykke sine holdninger og tanker, når det kommer til penge og kviklån.

Har dit barn andre muligheder end at optage et kviklån?

Fortæl dit barn, at det naturligvis kan ske, at der pludselig er underskud på kontoen, men at du hellere vil hjælpe en måned med nogle af udgifterne fremfor, at han/hun ender med at optage et kviklån. Et kviklån har nemlig ekstrem høje renter og er derfor særdeles dyre.

I stedet for impulsivt at optage et kviklån, så sig til dit barn, at det er fordelagtigt, at det bliver tænkt grundigt igennem. Hvis den unge eksempelvis har svært ved at finde ud af, om det er godt at optage et kviklån, så kan du fremhæve, at hvis der ikke er penge til den ønskede ting, er det bedre at spare op. Her kan du hjælpe dit barn med at lave en opsparingsplan, så der bliver lagt lidt til side hver måned, hvis det er muligt.

Læs også:  Madbudget for studerende på SU

Som forælder ønsker du selvfølgelig ikke, at dit barn kommer i gæld, så rådgiv din søn eller datter til at undgå kviklån for enhver pris. Vær sikker på, at dit barn forstår, at det ikke er nogen skam at spørge dig om rådgivning eller hjælp, hvis der pludseligt er brug for det.

Hjælp dit barn med at holde styr på økonomien

Har dit barn svært ved at overskue de månedlige udgifter, findes der flere redskaber, der kan hjælpe. Der findes en del apps, der sørger for, at dit barn nemmere kan holde styr på økonomien og de daglige udgifter som for eksempel Spiir. Du kan også hjælpe dit barn med at lave et budget over indtægter og udgifter for at se, hvad der er tilbage, når alle udgifterne er betalt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *