Lejebolig - alt det praktiske

Lejebolig – alt det praktiske

Din søn eller datter har besluttet sig for at flyve fra reden. Uanset om det er på grund af studiestart eller fuldtidsarbejde, er det altid stort, når ens barn flytter ud på egen hånd.

Men hvis dit barn flytter ind i en lejebolig, er det en fordel at hjælpe med at få styr på alt det praktiske. Så flytter dit barn hjemmefra for første gang til en lejebolig? Her er, hvad du bør vide.

5 ting du som forældre bør vide, når dit barn flytter ind i en lejebolig

Sådan fungerer et lejemål

Når dit barn lejer en bolig, er lejekontrakten det vigtigste. Det er den juridisk bindende aftale mellem dit barn og udlejeren, der definerer, hvor længe boligen skal lejes, hvor meget der skal betales samt hvilke forpligtelser, der er ved indflytning, fraflytning m.m.

Underskrivelse af en lejekontrakt betyder, at kontrakten accepteres. Derfor er det vigtigt, at både du og dit barn har læst kontrakten grundigt igennem, inden den underskrives.

Læs også:  Her finder du boligen til dit barn

Indflytning

Har dit barn fundet den perfekte studiebolig, er det vigtigt, at indflytningen sker på bedst mulige måde. Først og fremmest skal din søn eller datter aldrig betale et depositum eller forudbetalt leje, før lejekontrakten er underskrevet.

Inden indflytning skal dit barn sammen med udlejeren gennemgå boligen ved et indflytningssyn. Det er vigtigt, at dette bliver gjort meget grundigt, så det kan være en god idé, at du tager med.

Her skal I tage billeder af alle fejl og mangler, så det er muligt at dokumentere dem. Husk at alle fejl og mangler skal meddeles til udlejeren inden for 14 dage.

Fraflytning

Ved lejemålets udløb kan dit barn blive tilbudt at forny lejekontrakten eller fraflytte. Hvis lejeperioden er tidsbegrænset, skal dit barn ikke opsige lejeaftalen.

Hvis lejeaftalen ikke er tidsbegrænset, vil en opsigelsesperiode typisk være på tre måneder. Er der tale om et værelse, er det ofte kun en enkelt måned. Er dit barn i tvivl om, hvor lang opsigelsesperioden er, så står det i lejekontrakten.

Læs også:  Hvordan håndterer du det, hvis dit barn vil droppe ud af studiet og flytte retur?

Ved fraflytning skal dit barn sammen med udlejeren foretage et fraflytningssyn, hvor der bliver udarbejdet en fraflytningsrapport.

Det er vigtigt, at dit barn aldrig skriver under på rapporten, hvis der er uoverensstemmelser i forhold til rapportens indhold, da det har en indvirkning på depositummet. Det kan være en god idé at tage med dit barn til flyttesynet, så I er flere om at se det hele igennem.

Depositum og forudbetalt husleje

Et depositum er det beløb, der betales i starten af en lejekontrakt for at yde økonomisk sikkerhed for udlejeren, hvis betingelserne i lejekontrakten bliver overtrådt.

Hvis noget bliver ødelagt i boligen, kan udlejeren beholde depositummet og bruge pengene til istandsættelse.

Når dit barn flytter ind i en lejebolig, har udlejeren ret til at opkræve op til 3 måneders forudbetalt husleje, 3 måneders depositum samt betaling af huslejen for den første måned.

Er der mulighed for huslejenedsættelse?

Hvis huslejen er for høj, er det i nogle tilfælde muligt at få en huslejenedsættelse. Hvis dit barn mener, at han eller hun betaler for meget i husleje, kan sagen indbringes for Huslejenævnet.

Læs også:  Er en roomie det rigtige valg for dit barn?

Dog er det et krav, at sagen først er taget op med udlejer med henblik på at løse problemet. Her kan det være en fordel, at du hjælper dit barn med at finde ud af, hvordan processen skal foregå.

Mangler du viden, så du bedre kan rådgive dit barn om lejeboliger, er det værd at læse denne håndbog om lejeaftaler.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *